Agersø Havn

Agersø Kro

Foto: Landdistrikternes Fællesråd

På Agersø Kro foretrækker man gastronomi med jordforbindelse – det skal være enkelt, smage godt og så skal det være lavet med omhu.

Hvis der er friskere fisk, så svømmer de endnu!

Det er mottoet, når der serveres fisk, og egentligt er det tilgangen til al den mad, som laves og serveres på kroen. Der tages udgangspunkt i de danske, friske råvarer og allerhelst de lokale fra området, herunder fisk fra havnen, grøntsager fra avlere i området, og ikke mindst hvad de selv finder i naturen specielt krydderurter og vildt grønt. Kroejer Renny Rosenlund uddyber:

Vi ønsker at give vores gæster smagsoplevelser, der er forankret i lokale råvarer via et tæt samarbejde med lokale producenter. Vi skal bruge vores skønne ø og naturen, som er omkring os. Vi skal samle og sylte vilde urter og rødder, udvikle nye smage og være dygtige håndværkere – men samtidig skal vi forholde os kritisk til det, vi serverer for vores gæster

Udover det faste menukort byder kroens køkkenchef også på en sæsonmenu, som Renny Rosenlund med et smil på læben fortæller om: ”Det er lidt populært sagt, hvad vi skyder, fanger og plukker på vej til kroen hver morgen, og hvad der nu ellers er godt i naturen eller på torvet”. Dagens udskejelser, det vil sige sæsonmenuen, kan læses på tavlerne i restauranten, eller man kan ringe og høre, hvad der er i gryderne.

Agersø Kro er både gastronomi og logi, men ikke nok med det. Iværksætterlysten har udvidet stedet til også at rumme Ankerpladsen, også kaldet PESCATAR-BAR, som byder på klimavenlige snacks ved havnen, samt Agersø Røgeri, der også har til huse ved havnen, hvorfra alskens lækkerier inden for røget fisk langes over disken.

Læs mere om Agersø Kro.