Blå Flag arrangementer - Skiveegnen

Hvert år er der i sommerperioden en masse familievenlige arrangementer i forbindelse med Blå Flag - også på Skiveegnen.

På Skiveegnen har to lystbådehavne og fire strande fået tildelt det Blå Flag i 2020. De mange Blå Flag er lidt af et adelsmærke, og i deres kølvand følger en række lærerige og sjove aktiviteter, du er meget velkommen til at deltage i.

Sommeren igennem kan du bl.a. møde Limfjords-kloge folk ved strandkanten, som deler ud af deres viden om livet i og under vandets overflade. Hvad de ikke ved om muslinger, sæler, vandplanter, fisk og smådyr er ikke værd at vide.

I forbindelse med arrangementerne får du også mulighed for at røre både dyr og planter i det flytbare akvarium – og du kan selv gå på jagt i fjorden med net, spand og fiskegrej (som udlånes på stedet).

Arrangementerne finder sted på de strande og lystbådehavne, som kan bryste sig af Det Blå Flag: Fur Havn, Glyngøre Havn, Glyngøre Strand, Harre Vig Strand, Ålbæk Strand og Virksund Strand.

Du finder arrangementkalenderen med datoer, tider og sted på Skive Kommunes hjemmeside.


Om Blå Flag

Friluftsrådets Blå Flag kan tildeles strande eller lystbådehavne som lever op til en række kriterier omkring hav- og kystmiljø. For at sikre kvaliteten, skal stedet godkendes på ny hvert år af både en dansk og en international jury.