Øpas

Rundt om Horsens Fjord på cykel

Oplev en af Danmarks smukkeste fjorde fra cykelsadlen, omgivet af storslået og varieret natur. Cykelfærgen mellem Alrø og Hjarnø gør det muligt at krydse fjorden med et øhop undervejs på turen. Denne cykeltur er en alsidig helhedsoplevelse, der byder på alt det bedste som det østjyske cykellandskab har at byde på.

Få en naturskøn cykeloplevelse ved kysten

Begiv dig ud på denne dejlige cykeltur på 52 kilometer gennem varieret landskab. På en tur rundt om fjorden kan du opleve skov, strand, bølgende marklandskab, idylliske landsbyer, maritime havnemiljøer, skønne udsigtspunkter, charmerende øer og Horsens by med alle dens muligheder og aktiviteter.

Rutens omskiftelige og alsidige karakter gør den til noget ganske særligt. Og hvis de 52 kilometer er lige i overkanten, så er der gode muligheder for mindre rundture med udgangspunkt i en del af ruten.

 

Kan man cykle rundt om en fjord?

Nej, det kan man fra naturens side ikke. Men med hjælp fra fjordens hyggelige øer og et par færger kan du krydse fjorden. Og samtidig får du en smuk oplevelse ud af det. Alrø er landfast via en dæmning på nordsiden af fjorden. I den anden ende af Alrø sejler den lille cykelfærge i sommerhalvåret til naboøen Hjarnø. Og herfra kan du tage Hjarnøfærgen videre til Snaptun på sydsiden af fjorden.

På denne side kan du læse mere om cykelfærgen, og købe en billet, som gælder til begge færger.

 

Udforsk fjordens øer

Alrø er en hyggelig og charmerende ø, der blandt andet er kendt for sine gode spisesteder. Der ligger hele 3 af dem på øen. Møllegården, som er beliggende i en gammel grisestald, Café Alrø med deres landskendte kæmpetarteletter og Alrø Købmandsgård, hvor du kan smage bisonkød fra egen farm.

Den officielle rute har kun et lille pitstop på havnen på Hjarnø inden turen går videre, men du kan med fordel køre en tur på øen, som tilbyder skøn østemning og rig natur.

 

Nordsiden af fjorden

For enden af fjorden ligger Horsens med sit splinternye, indbydende havnemiljø. Du kommer forbi marinaen, bystranden Langelinie, hvor der altid er liv i sommerhalvåret, og Langelinies mindre kendte fætter, Strandparken. I bydelen Stansballe kører du på en flot panoramasti med udsigt over fjorden til du kommer til Blå Flag-stranden Husodde Strand. Herfra går turen videre gennem Stensballe-skovene og videre mod øst gennem kuperet landbrugsjord, hvor der er fjordudsigt det meste af vejen.

I området omkring Sondrup finder du strand, plantage, skov og særdeles kuperet terræn med flere imponerende udsigtspunkter - bl.a. Trustrup udsigtshøje og flere bakketoppe i Sondrup Plantage, som er blandt de smukkeste skovområder i regionen.

 

Sydsiden af fjorden

På den modsatte side af fjorden går ruten gennem landbrugsområder nær kysten og landsbyerne Glud og Sejet. Ved Glud kan man besøge Glud Museum, som er et frilandsmuseum, hvor man kan opleve 350 års landsbyhistorie. Landbrugstemaet er også tydeligt hos Danmarks Ferguson Museum, som byder på verdens største samling af Ferguson-traktorer.

Længere mod vest ligger det historiske Boller Slot og den fine slotspark, som er åben for offentligheden. Slottet ligger lige op ad Boller Nederskov som du kommer gennem på turen. Ved Boller Mole har du en fin udsigt over Horsens by. Ved starten af molen går starten på Planetstien, som forbinder Boller med Horsens by.

 

Følg skiltene rundt…

Næsten hele turen rundt om fjorden deler ruten forløb med National Cykelrute 5 – Østkystruten. Du kan derfor følge de blå skilte for N5 rundt i landskabet. N5 krydser dog ikke Horsens Fjord. Derfor skal du på sydsiden køre mod Snaptun fra Glud, mens du på nordsiden skal køre mod Alrø, når du kommer til Amstrup.

 

… eller følg det digitale kort

Via GPS kan du følge dette digitale kort rundt på ruten med din telefon. Kortet viser også vej til attraktioner, spisesteder og overnatningssteder i nærheden af ruten.