Og med det udgangspunkt er et besøg hos Årø Vingård ikke et tivolibesøg pakket ind i glitter, men nærmere et kig ind i en hverdag eller arbejdsdag på en vingård, som står for kvalitetsvin, tilsat ro, livsnydelse, natur og inspiration. Jakob Lei bliver aldrig træt af at fortælle om sin ø, sit sted og sin produktion, som er en kæmpestor drøm, der er gået i opfyldelse. For selvom han sammen med Lisbeth først tog springet og flyttede til øen i 2011, så har han gennem hele livet haft en stærk tilknytning til Årø og Rørhave Gård, som tidligere var bedsteforældrenes eje og derfor rummer mange gode ferieminder.