På Agersø findes små og store eventyr. Du kan gå på fossiljagt, udforske vores natur eller du kan smage dig igennem det kulinariske billede, som det er præsenteret på Agersø Kro, Ankerpladsen og Grillcaféen.
fortæller ø-repræsentant Jytte Bjergvang. Hun ved om nogen, hvad det vil sige at være på Agersø. Hun har nemlig boet her de fleste af sine 78 år.
- Hvad vi kan tilbyde af konkrete arrangementer for tiden, er dog få. Corona har sat en stopper for alle de største begivenheder, tilføjer hun.
Selvom det er småt med aktiviteterne i øjeblikket, vil hun ikke klage. Det virker nemlig til, at flere får øjnene op for fordelene ved et liv på Agersø. På øen er det ikke til salg-skilte, der præger bybilledet. En del boliger er solgt som flexboliger, så de kan bruges som sommerhus. Flere børnefamilier er med tiden flyttet til øen, selvom øens skole lukkede i 2014.
Selvom mange arrangementer i sommer måtte aflyses, er der også kommet nye til. Et par fra København har overtaget den ene af øens to campingpladser og har brugt sommeren på at sætte den i stand og til at socialisere med de nye naboer. På campingpladsen var der inviteret til arbejdsdag og store pizzaer sommeren over. Sommerens gratis færgeordning har også givet travlhed i købmandsbutikken. Mange af øens gæster lagde vejen forbi for at tanke op på is, læskedrikke og snolder særligt i juli måned.
- Sommeren har budt på et hidtil uset højt besøgstal, bekræfter Jytte Bjergvang og fortsætter:
Normalt huser Agersø et håndboldstævne, DGI´s sommerlejr, kapsejlads og ålegilde på kroen i løbet af sommeren. Hele året tiltrækker kroen, campingpladserne og Naturcentret overnattende gæster, som giver liv på øen. Både for de overnattende gæster og dagsturister har Agersø meget at byde på med kirken, møllen og det lille ø-museum Historiestalden, og rundt på øen er der mange små boder med alt fra lopper til delikatesser.
- Og liv på øen er vigtigt, understreger Jytte Bjergvang:
- Vi har et stort fællesskab omkring vores købmandsbutik som i 2008 gik konkurs. Øens beboere, sommerhusejere m.fl. købte bygningerne og oprettede et anpartsselskab, som med hjælp af tilskud fra Ø-støtten og LAG midler har gennemført renovering af både bygninger og inventar. Konceptet - at ApS ejer bygningerne og har ansat en forpagter til at drive butikken - har vist sig bæredygtigt.
Agersø tilhører Slagelse Kommune og ligger mellem Storebælt og Smålandsfarvandet. Øens areal er på 6,84 km2 og færgen afgår fra Stigsnæs på det sydvestlige Sjælland med 15 minutters overfartstid. Øen har 186 beboere, der henter og deler inspiration, aktiviteter og hverdagsudfordringer på Agersøs Facebookside.