
Femø
Verdens ældste lejr med adgang kun for kvinder er på Femø. Hver sommer drager kvinder i alle aldre mod den lille ø i Lolland Kommune og har gjort det siden 1971.
På Femø er der kort fra tanke til handling
Kvinderne kommer for at danse eller dase, som det hedder, i fællesskabets og mangfoldighedens tegn, men på Femø er der aktiviteter og adgang for alle.

Foto:Gitte Nyboorg
Den lille ø på knap 12 km2 huser til dagligt 110 beboere, og består af meget andet end den årlige lejr for kvinder. Her bor mennesker tæt med naturen i et kuperet terræn med flere veldrevne landbrug. Nok holder man meget af naturen, men musikken fylder også en stor del. Så meget endda, at den årlige jazzfestival også er et af de store trækplastre, som Femøs beboere og turister nyder godt af. Det rige kulturliv var noget af det, som fik Birte Harritsø til at vælge at bosætte sig på Femø.
Jeg kan godt lide Femø, fordi det er et lille og overskueligt samfund. Vi er relativt få mennesker, så der er ikke langt fra tanke til handling. Det, vi sætter i værk, kræver ikke lange processer, men kan være et billede på det, der optager os lige nu og her. Det vil vi rigtig gerne kommunikere ud og vise frem
Birte Harritsø har meldt sig som en af de lokale femøboere, som man kan kontakte, hvis man ønsker at få mere at vide om øen. ”Bare spørg løs” er mottoet på ordningen, som 18 lokale femøboere har stillet sig til rådighed for. Hun er derfor på ingen måde alene om at vise Femø frem.

Foto: Laura Bisted Jacobsen
Dét job må man sige, at den lokale beboer Annelise Svensson, helt bogstaveligt også har taget på sig. Man kan kontakte hende på tlf. 30 60 82 80 eller på nsv@regionsjaelland, hvis man vil med på en af hendes arrangerede trave- eller cykelture, eller booke hende som guide til medbragte bil eller busser. Annelise Svensson viser gerne rundt på øen, så man ikke går glip af de vigtigste seværdigheder.
Og der er en hel del, siger Birte Harritsø:
Femø kro er et godt sted at se og overnatte, men man kan også leje et fritidshus eller overnatte i velfaciliterede shelters med bad og køkken. Der er oplagte cykel-og vandreruter på udbyggede stisytemer, kunstværker rundt omkring som er integreret i naturen. Og så er vores fine lille kirke naturligvis også et besøg værd
Foto: Inge-Lise Bisted
Ø-livet er sjældent kedeligt
På trods af øens kun 110 beboere, finder man på Femø et usædvanligt rigt foreningsliv. Fra pensionistforeningen til jagtforeningen og til idræts- og bådelauget er der sørget for, at vil man være beskæftiget, så kan man det. Som turist er der også flere ting at glæde sig til, herunder:
- Foredrag om Achton Friis ved Peter Heiberg den 17/10
- Mostedag på Havnen den 24/10
- Forfatteraften med Emilie Skibdal den 30/10
- Vildtspil på kroen den 7/11.
Turisterne skal vælge vores ø, fordi vi har smuk natur, velholdte huse, fred og ro, og særdeles imødekommende øboere, som man let kommer i snak med
Efter en succesfuld periode hen over sommeren, hvor billetter for cyklister og fodgængere med færgen til Femø har været gratis, har rederiet nu valgt at forlænge periode til resten af året. Således kan man komme til både Femø, Fejø og Askø gratis.
Læs mere om de gratis færger her og besøg hjemmesiden for mere information om aktiviteterne her.