Gå til indhold
Omø

Omø

Foto: John Andreas

Gæstfrihed, solskin og fiskeri iblandet lige dele ro er opskriften på den perfekte ø-ferie på en af de mest gæstfrie øer i Danmark.

Fyrtårnet i Storebælt der ikke må overses

En ø er altid noget for sig selv. Omgivet af vand til alle sider er der mere eller mindre lagt afstand til omverdenens indflydelse. Her forekommer ofte et minisamfund med egne regler og normer. Hvad betyder det for de forskellige øer i Ø-passet, og hvordan skiller de sig ud?

Jeg kan sige så meget om Omø, at her er fred og ro og horisont hele vejen rundt. Her får man en fornemmelse af at være på en rigtig ø, siger ø-repræsentant Ole Odsgaard. Omø, solskinsøen i Storebælt, rummer hele 12 kilometer kystlinje, så der er plads til at gå og tænke store tanker mellem bølgeskvulp og blide sandkorn.

Omø

Foto:John Andreas

- Det med at være lidt afskåret handler ikke om at give afkald på noget; for os betyder det, at stjernerne står lysende klare på himlen og at man har et bedre sammenhold med sine naboer – hele det fællesskab, der er på øen, står meget stærkere end ellers, siger Ole Odsgaard.

På den knap 50 minutter lange færgetur fra Stignæs til Agersø på Omø bliver fastlandets jag og hast saligt vugget væk af monotone dønninger. Det er en kort rejsetid for at ankomme til en ø, der er som taget ud af en tidslomme fra 16- og 1700-tallet. Landsbyen på Omø er Vestsjællands bedst bevarede bondelandsby, så at gå rundt mellem de gamle gårde er som et kig ind i et museum, fortæller Ole Odsgaard. Fyrtårnet er det første man lægger mærke til ved ankomst og derfor bliver øen ofte kaldt Fyrtårnet i Storebælt.

Hvad er der særligt ved Omø, og hvad kan man opleve?

Øen er 4,5 km², og man kan både bevæge sig rundt på egen hånd eller hoppe på Omø Traktorbus. På sydspidsen af øen findes sommerhusene og naturgrundene – her er der skov og beplantning, der udgør et fuglereservat. På Omø findes elementer fra en stor del af Danmarks natur, eksempelvis morænebakker, marint forland, skrænter fra litorinahavet, moser, indsøer og strandvolde af kugleflint.

Omø

Foto:LDF

Det bedste overblik over Omø får man fra Skovbanken, øens højeste punkt 24 meter over havet. I klart vejr har man endda den flotteste udsigt til Storebæltsbroen og ø-havet nord for Lolland, fortæller Ole Odsgaard.

Kan du sige Om’ø?

Du kan derfor lige så godt begynde at øve dig, hvis du skal forbi øen til sommer og nyde godt af et af Danmarks højeste antal solskinstimer og laveste mængde nedbør. Hovederhvervene på øen er fiskeri og til dels landbrug. Du kan følge med i Omøs aktivitetskalender her.

Omø

Foto:John Andreas

De 166 beboere på Omø er kendte for deres gæstfrihed. De byder gladeligt velkommen i Restauranten, Cafeen, kiosken og på Havnegrillen. På havnen er der altid liv og glade dag – og en gang imellem også sejlads. Men omøboerne bliver ekstra glade, hvis man har styr på udtalelsen. Det skærer nemlig i de lokale beboeres ører, når turister fejlagtigt tror, at Omø udtales O’mø.  I virkeligheden skal der tryk på Om’ø.

Omø
Foto: LDF
Omø
Foto: John Andreas

Del dine oplevelser på: